Nordkalotten på tværs til fods

den 22. september // Opdatering fra Anna og Anders
Hurtigt på farten

Efter tre ugers ophold hjemme, hvor gensyn med venner og familie, foredrag og workshops samt tid til at bearbejde de mange indtryk fra deres tur på Svalbard havde fyldt dagene, landede eventyrerne Anna og Anders i den nordøstligste del af Norge.
De ankom til Kirkenes en aften, handlede et par små fornødenheder og begav sig med bussen mod Pasvikdalen. Her tilbragte de de næste par dage hos en bekendt, mens de nød landskabet og lærte mere om livet i Skandinaviens nordligste egne.
Med sig på hele turen havde de den altid glade hund Sparrow, en grønlandshunds-blanding fra Green Dog, der var født og opvokset på Svalbard. Sparrow var en uvurderlig turmakker, fuld af eventyrlyst og energi, der matchede hendes menneskers rejseiver.

Efter nogle dejlige dage i Pasvikdalen hos vennerne Andrea og Tobias, startede Anna og Anders rejsen officielt. Med en busrejse til den norsk-finske grænse ved Utsjoki, trådte de ind i Finland, en ny tidszone og et nyt sprog. De sigtede mod Kevo Naturreservat gennem Kaldoaivi, Finlands største sammenhængende naturområde. Landskabet var præget af store åbne vider, utallige små søer og bække, en skarp kontrast til Svalbards isverden. De lokale grinede lidt af dem, da de fortalte om deres planer om at vandre i Finmark midt i mygge- og fluesæsonen, men Anna og Anders havde forberedt sig med myggenet og en kraftig myggespray til både dem selv og Sparrow.

Efter at have slået lejr, begyndte trætheden at melde sig, og de kunne allerede mærke de ømme muskler. Der var gået 40 dage siden de stoppede turen på Svalbard, og i den tid har de ikke været så aktive. Det var derfor nogle svage stænger, der skulle bære rundt på de tunge sække. Sparrow nød friheden fra fly og bus og var sprængfyldt med eventyrlyst.

Fra Kaldoaivis store vidder bevægede Anna og Anders sig ned til Kenestupa, hvor de fandt starten af Kevo Canyon Trail. Denne smukke sti snoede sig gennem den dybe slugt i Kevo Naturreservat fra nordøst til sydvest. Stien førte gennem tæt birkeskov, over store åbne flader og ind mellem små søer og moser. Mange steder krydsede de elve og vandløb, hvor dybe vadesteder havde wirer spændt ud til støtte. Når de krydsede elvene, var det en behagelig afkøling, da slugten holdt på en tung og fugtig varme, der mindede om en tempereret regnskov. Sparrow klarede også krydsene flot, selvom hun ikke helt forstod, hvorfor hun pludselig skulle svømme. Med hjælp og godbidder kom hun godt over hver gang.

De slog lejr på rutens sidste plads og krøb i læ for et tungt regnvejr. Regnen trommede beroligende på teltdugen, men myggene var en konstant plage. Selvom regnbyger og blæst rensede luften for myg og fluer, var myggenettet og myggespray en nødvendighed. De nød landskabets skønhed, mens Sparrow stolt bar sin rygsæk og nød eventyret.

Anna og Anders besluttede at afslutte vandreturen i Nordskandinavien før tid i Karasjok og stoppe, mens legen var god. Turen havde været god, og de havde nydt den flotte natur og Sparrow som turmakker. Dog følte de begge, at hovedet og hjertet ikke var med på turen. Mange følelser og tanker fra det seneste eventyr på Svalbard fyldte deres hoveder, og det var svært at finde motivationen og glæden ved denne sidste tur.

Selvom naturen normalt giver dem plads og overskud i hverdagen, indså de, at det bedste nu var at være stationære og give sig selv plads til at fordøje de mange oplevelser fra det sidste år. De ville hellere tage hjem nu med en god følelse end at blive trætte af det hele. Dermed afsluttede de projektets sidste eventyr.

 

Følg Anna og Anders' eventyr og få flere detaljer om deres fantastiske rejse på deres Facebook-side og Instagram. Her kan du læse deres beretninger, hvor de deler flere historier, billeder og videoer fra deres spændende eventyr.