Ikke medlem?
Indtast din e-mail og vi sender dig en engangskode, som du kan bruge til at logge ind med. Når du er logget ind kan du ændre dit password.
Bemærk: Engangskoden er kun gældende i 15 min.
Indtast den modtaget engangskode. Når du er logget ind kan du ændre din adgangskode.
Talon, Farpoint, Aether: Osprey har en model til stort set enhver type tur. Vi gennemgår hele sortimentet fra dagsture til flerdagesvandring og hjælper dig med at finde den rygsæk, der faktisk passer til din krop.
Osprey er uden tvivl et af de rygsækmærker, vi sælger allermest af i Friluftslageret. Men hvilken model man lige skal vælge, kan være svært at overskue med deres mange praktiske og populære serier. Talon, Tempest, Farpoint, Fairview, Aether, Ariel: Det er vidt forskellige rygsække bygget til mange forskellige slags ture. Skal den bruges til dagsture og pendling, håndbagage til en rejse, eller til en uges vandretur med telt og sovegrej på ryggen? Der er mange at vælge mellem, så i denne guide gennemgår vi deres rygsækserier, hvad hver af dem er bygget til, og hjælper dig med at finde frem til den model, der faktisk passer til din krop og dine ture.
Historien begynder i 1974, hvor en ung Mike Pfotenhauer fra Oregon var træt af dårligt tilpasset friluftsgrej og lærte sig selv at sy med hjælp fra sin mor. Han begyndte at lave sine egne rygsække. Det blev startskuddet til Santa Cruz Recreational Packs i Californien, hvor han syede rygsække efter mål til den enkelte kunde. Senere sammen med sin kone og forretningspartner, Diane Wren, flyttede han produktionen til Dolores og senere Cortez i Colorado, hvor et lille hold af lokale Navajo-kvinder tog over syprocessen. Det samarbejde lever stadig i dag: Osprey har hovedsæde i Cortez og beskæftiger fortsat lokale syersker på det oprindelige værksted, blandt andet til at reparere rygsække under mærkets garanti.
En dagstursrygsæk er den rygsæk, du tager med, når turen kun varer en dag eller nogle timer. Det kan være til pendling, dagsturen i naturen eller den lette overnatningstur, hvor du ikke selv skal bære telt og sovegrej.
Osprey
AirScape rygpanel · Højdejusterbar ryglængde
Talon (herre) og Tempest (dame) er den alsidige altmuligmand, der klarer pendling, dagsture og lette overnatningsture lige godt. Det højdejusterbare AirScape-rygpanel gør den behagelig at bære uanset aktivitet — det oplagte førstevalg, hvis du kun skal eje én rygsæk. Hoftebæltet leder størstedelen af vægten ned til hofterne i stedet for skuldrene, og fra sæson '25 er den syet i bæredygtigt, bluesign-certificeret og PFC-frit nylon. Serien fås i alt fra en 6-liters bæltetaske til en 44-liters rygsæk.
AirSpeed mesh-rygpanel · Justerbar ryglængde
Stratos (herre) og Sirrus (dame) er den mest velventileret turrygsæk i sortimentet, bygget til dig, der sveder meget eller vandrer i varme klimaer. Det opspændte mesh-rygpanel holder tasken fri af ryggen, så luften kan cirkulere hele vejen rundt. Ryglængden kan justeres, så pasformen følger med, hvis kroppen ændrer sig over årene, og serien dækker både rene dagsture og ture med en enkelt overnatning. Fås i størrelser fra 24 til 44 liter - Sirrus 24 kommer snart på lager.
Nem ryglængdejustering · Simpel opbygning
Den enkleste og letteste model i dagstursortimentet, uden ekstra lommer og finesser. Til dig, der hellere vil bruge kræfterne på turen end på selve rygsækken. Den har stadig en intuitiv ryglængdejustering og et ventileret mesh-rygpanel på de større størrelser, så det kun er de ekstra finesser, der er skåret væk. Det gør den både lettere at bære og hurtigere at pakke end de mere udstyrede modeller i sortimentet. Fås i 18 og 26 liter, samt en let LT-udgave i 22 liter.
En rejsetaske fra Osprey løser en anden opgave end vandreture i naturen. Den skal fungere som håndbagage, kunne åbnes helt op som en kuffert og være nem at have med gennem lufthavne og på hoteller. Herunder gennemgår vi Ospreys bud på rejsefællen, både som rygsæk og som taske med hjul.
Elsket af mange · Egnet som kabinekuffert
Farpoint (herre) og Fairview (dame) er rejserygsækken, der kan tages med som håndbagage. I mere end et årti har den været det gennemgående valg blandt langtidsrejsende og backpackere, der skal leve ud af én taske i flere uger ad gangen, og den dukker konsekvent op som anbefaling, når erfarne rejsende bliver spurgt, hvad de selv ville pakke i. De åbner i hele deres længde, så du ikke skal grave dig ned gennem tasken som i mange andre store rygsække.
Hjul · Teleskopisk håndtag
En decideret gear-hauler med hjul og teleskophåndtag, bygget til at fragte tung oppakning gennem lufthavne uden at skulle bæres. Oplagt til ekspeditionsudstyr, dykker- eller klatregrej. Hjulene med forseglede kuglelejer ruller stabilt hen over brosten, grus og isglatte fortove, og fire polstrede bæregreb gør det let at løfte og vende tasken fra flere vinkler. Fås i 60, 90 og 120 liter, så du kan matche kapaciteten til opgaven.
Robust · Tilpasset kabinekuffertmål
Den mere kompakte udgave af den store rullekuffert, skåret til at holde sig inden for flyselskabernes mål for kabinekuffert. God til weekendturen eller den kortere forretningsrejse. Den har samme robuste undervogn og hjul som de større søskende, men med en polstret stiklomme til en 16-tommers computer og indvendige mesh-lommer til mindre ting. Rummet lynes helt op, så du hurtigt kan pakke og overskue indholdet. Findes kun i én størrelse, 38 liter, tilpasset til håndbagagemål.
En vandrerygsæk er den store rygsæk, du tager med, når turen strækker sig over flere dage, og du selv skal bære telt, sovegrej, kogegrej og proviant - typisk fra 48 liter og opefter. Det er den rygsæk, backpacking kræver, uanset om turen går gennem fjeldet eller på tværs af et andet kontinent.
LightWire stålramme · Custom Fit-on-the-Fly
Aether (herre) og Ariel (dame) er de mest velafbalancerede vandrerygsække til flerdagesture, hvor du selv skal bære telt, sovegrej og proviant. LightWire-stålrammen og Custom Fit-on-the-Fly-systemet gør den til en rygsæk, mange holder fast i i årevis. Custom Fit-on-the-Fly gør det muligt at finjustere hoftebælte og skulderremme undervejs, og det betyder også, at rygsækken ikke skal skiftes ud, hvis kropsformen ændrer sig lidt over årene. Fås i 55 og 65 liter.
LightWire ramme · Indbygget regnslag
Kestrel (herre) og Kyte (dame) er en rigtig slider af en vandrerygsæk til både teknisk terræn - klippepartier, slugter og snedækkede stræk. LightWire-rammen og den formstøbte rygplade holder tasken stabil, selv når underlaget ikke er det. Et ventileret rygpanel sørger for luftgennemstrømning selv med fuld oppakning, og der følger et indbygget regnslag med, så du er dækket ind, hvis vejret skifter undervejs. Fås i 58 og 68 liter.
Anti-Gravity mesh-rygpanel · Maksimal ventilation
Atmos AG (herre) og Aura AG (dame) er favoritten blandt erfarne vandrere på lange, svedige dage. Rygpanelet er spændt op i mesh i hele sin flade, så luften kan cirkulere hele vejen rundt om ryggen. Det er den konstruktion, vi ofte hører kunder fremhæve som den mest behagelige i Ospreys sortiment på netop den slags dage. Aura AG fås i 50 og 65 liter, mens Atmos AG indtil videre kun findes i 65 liter.
Minimalistisk ramme · Ultralet konstruktion
De populære Exos (herre) og Eja (dame) er Ospreys letteste bagpacking-rygsække, udviklet til fjernvandreruter, hvor turen strækker sig over uger, og hvert ekstra gram til sidst mærkes tydeligt i benene. Fremfor en tung ramme med mange justeringsmuligheder er opbygningen enkel og fokuseret, uden overflødige lommer eller finesser. Rygpanelet er stadig meget velventilerende, selvom polstringen er minimal, så du ikke skal vælge mellem lav vægt og et rygpanel, der kan ånde. Fås i 48 liter, hvor Eja i samme volumen er på vej til sortimentet.
Den vigtigste beslutning, når man vælger Osprey-rygsæk, er ryglængden. Osprey måler ryglængden fra nakkeknoglen (den knude, man kan mærke, hvor nakken møder ryggen) og ned til hoftekammen, altså toppen af hoftebenet. Det tal afgør, om modellen overhovedet kan sidde rigtigt på kroppen, uanset hvor mange liter den har.
Det er også hoftebæltet, ikke skuldrene, der skal bære størstedelen af vægten, derfor skal det sidde stramt om selve hoftekammen og ikke om taljen, som mange ellers strammer det om af ren vane. Har du prøvet en Osprey for nogle år siden og syntes, den sad for stort, kan det være værd at give den et nyt forsøg: Nyere generationer er generelt skåret kortere i ryglængden og smallere i skuldrene end tidligere. Målemetoden for ryglængden kan du finde trin for trin i guide til at vælge den perfekte rygsæk. Her kan du også se vores anbefalinger til, hvor mange liter du reelt har brug for, alt efter om turen er en enkelt dagstur eller en uges vandretur.
Osprey er et af de mest populære rygsækmærker blandt vores kunder, og en stor del af forklaringen ligger i konstruktionerne, holdbarheden og garantien. Osprey tilbyder deres All Mighty Guarantee - en garanti, der dækker reparation eller erstatning af rygsækken, uanset hvor gammel den er, hvis der opstår en fabrikationsfejl eller skade under normal brug. Garantien omfatter således ikke almindeligt slid. Det er her, garantien for alvor adskiller Osprey fra billigere alternativer, hvor en knækket spænde eller en sprunget lynlås desværre ofte betyder, at rygsækken er færdig.
Til én enkelt rejse er en dyrere, mere specialiseret rygsæk sandsynligvis ikke nødvendig. Til gengæld er det netop ved jævnlig brug over flere år til f.eks. pendling, rejser, ture i naturen, at kvaliteten og garantien betaler sig tilbage. Osprey laver givetvis ikke de letteste rygsække på markedet. Prioriteten om lavest mulig vægt taler for et andet mærke end Osprey generelt, fx Lundhags eller Exped, men Exos og Eja nævnt ovenfor er mærkets eget bud på at komme langt ned i vægt, hvis man helst vil investere i en Osprey-rygsæk.
Osprey bliver ofte sammenlignet med Gregory, og den slags sammenligninger ender som regel med en forventning om, at det ene mærke må være bedre end det andet. Sådan hænger det dog ikke sammen i praksis. De to mærker designer deres bæresystemer forskelligt, og fordi vi alle har forskellige kroppe, sidder det ene mærke bedre på nogle end det andet gør. Derfor anbefaler vi altid at prøve sig frem i stedet for at vælge ud fra mærkenavnet alene. I vores butikker kan du prøve både Osprey, Gregory og mange andre mærker med vægt i rygsækken. Vores personale hjælper dig med at finde den model og størrelse, der rent faktisk sidder rigtigt på netop din krop.
Osprey laver også fremragende bæreseler til børn: Poco Soft Child Carrier LT, en blød bæresele bygget til forældre, der vil have barnet tæt på kroppen på gåture, rejser og ture i naturen. Modsat Ospreys traditionelle Poco-bærestole med fast ramme er den markant lettere og mere kompakt at have med, uden at gå på kompromis med støtte og ventilation.
Selen kan bruges i tre positioner - vendt ind mod den voksne, fremad og på ryggen - og kan følge barnet helt fra nyfødt til omkring 36 måneder. Sædet er lavet af bluesign-certificeret, genanvendt mesh, der ånder godt i varmt vejr, mens polstrede skulderremme og et bredt, justerbart hoftebælte fordeler vægten for den voksne.
Foretrækker du Ospreys traditionelle bærestol med fast ramme i stedet, fører vi også dem - se hele udvalget under Osprey bærestole.
Osprey beskriver selv bæredygtighed som en af deres kerneværdier siden virksomhedens start i 1974, og det går igen i flere led af deres produktion, lige fra hvilke materialer der bruges, til hvor længe rygsækkene er bygget til at holde.
Mærket har fjernet PFAS-baseret imprægnering i samtlige tekstilprodukter, og langt størstedelen af stoffet på tværs af sortimentet er i dag lavet af genanvendte materialer. Siden 2021 har Osprey desuden været bluesign-partner, hvilket betyder, at kemikalier og processer i hele forsyningskæden bliver vurderet ud fra deres påvirkning af både miljø og de mennesker, der producerer produkterne.
Selve garantien hænger også sammen med bæredygtigheden, for når en rygsæk kan repareres i stedet for at blive smidt ud og erstattet, mindsker det forbruget af nye ressourcer over tid. De rygsække, der hverken kan repareres eller gives videre, ender hos genanvendelsesvirksomheden Looptworks, som Osprey samarbejder med om at omdanne dem til blandt andet isolering, tæppeunderlag og akustikplader - så materialerne får et nyt liv, i stedet for at ende på lossepladsen.
Osprey støtter derudover European Outdoor Conservation Association, som arbejder med naturgenopretning flere steder i Europa, og det har de gjort i over ti år. Blandt de projekter, der er blevet finansieret, er genopretning af brunbjørnens levesteder i Italien og genskabelse af naturlige enge i Yorkshire i England.
Selve pakningen er mindst lige så vigtig som valget af rygsæk, uanset om den ender med at være en Talon, en Fairview eller en Aether. En rygsæk, der er pakket forkert - med tung oppakning for langt fra ryggen eller for langt nede - kan føles ubehagelig, selv når den i princippet passer perfekt til kroppen. En gennemgang af, hvordan vægten fordeles rigtigt, og hvordan det hele kommer til at sidde godt, findes i vores guide til sådan pakker du din rygsæk.
Hele udvalget, med farver og størrelser på tværs af serierne, findes under Osprey, og vores store rygsække og mindre rygsække er stedet at sammenligne på tværs af mærker.
Talon er skåret til en standard/herre-facon, mens Tempest har et andet snit i skulderremme og hoftebælte, tilpasset en kvindekrop.
Samme historie som Talon/Tempest, men i den større, mere ekspeditionsorienterede kategori - Aether til herre, Ariel til dame og med samme LightWire-ramme og justeringssystem i begge.
Farpoint er skåret bredere i skuldrene og sidder lavere på hoften, mens Fairview har smallere skulderremme og et hoftebælte, der sidder højere - begge er rejserygsække, der åbner i hele deres længde ligesom en kuffert.
Farpoint eller Fairview i 40-liters-udgaven er et naturligt udgangspunkt, fordi de er dimensioneret til at kunne tages med som håndbagage og åbner som en kuffert. Skal turen også byde på egentlig backpacking, hvor du selv skal bære sovegrej og overnatte i shelter eller telt undervejs, er en vandrerygsæk som Aether eller Ariel bedre egnet til den del af rejsen.
Ja - med de rette forventninger. Du behøver ikke starte med et fuldt ultralight-setup. Begynd med at sortere i det, du allerede har, og identificer hvad du sjældent bruger. Mange begyndere kan skære 2-3 kilo ved første gennemgang uden at købe noget nyt overhovedet.
For de fleste dagsture er 15-30 liter tilstrækkeligt til ekstra tøjlag, mad, vand og lidt udstyr.
Her taler vi typisk om 40 liter og opefter, afhængigt af årstid og hvor selvforsynende turen kræver, at du er.
Ja, de fleste modeller kan håndvaskes med en mild sæbe og lunkent vand. Undgå vaskemaskine og tørretumbler, da det kan slide unødigt på syninger og imprægnering.
All Mighty Guarantee dækker reparation eller erstatning ved fejl og skader under normal brug, uanset rygsækkens alder. Kontakt os, hvis du oplever en skade, så tager vi kontakt til Osprey.
Mål fra nakkeknoglen og ned til hoftekammen - du kan læse den fulde metode i vores guide til at vælge den perfekte rygsæk.
Ja, det er der ikke noget i vejen for, hvis pasformen føles rigtig. Kønsbetegnelsen på modellerne handler om, hvilken kropsform snittet er udviklet til - ikke en regel for, hvem der må bære den.
Atmos AG og Aura AG har et rygpanel bygget helt op i mesh for maksimal ventilation, mens Aether og Ariel har et mere traditionelt, tætsiddende rygpanel med LightWire-ramme. Begge kategorier er velegnede til flerdagesture.
Exos (herre) og Eja (dame) er Ospreys letteste bud inden for de kategorier, vi har gennemgået her, bygget specifikt til folk der prioriterer lav vægt. Vi fører i øjeblikket kun Exos i vores sortiment, men Eja er på vej.
Nej, de fleste er vandafvisende, men ikke fuldstændig vandtætte i kraftig regn. Skal du sikre indholdet i vedvarende regnvejr, anbefaler vi et regnslag eller vandtætte indvendige poser.
Med normal brug og vedligeholdelse holder de fleste Osprey-rygsække i mange år - kombineret med den udvidede garanti er det ikke ualmindeligt, at folk bruger den samme rygsæk i et årti eller mere.
På de fleste af Ospreys rygsække, bl.a. Talon, Tempest, Stratos, Sirrus, Hikelite, Kestrel og Kyte, kan du selv justere ryglængden uden værktøj. Aether og Ariel har derudover et Custom Fit-on-the-Fly-system, hvor du også kan finjustere hoftebælte og skulderremme undervejs.
Farpoint og Fairview er rygsække, du bærer på ryggen, og som kan bruges som håndbagage. Transporter Wheeled Duffel er i stedet en taske med hjul og teleskophåndtag, bygget til at kunne trilles gennem lufthavne med tung oppakning som ekspeditionsudstyr eller dykker- og klatregrej. Vælg rygsækken, hvis du selv skal bevæge dig til fods med bagagen, og rullekufferten, hvis du hellere vil trille den.
Ja, den er skåret til at holde sig inden for flyselskabernes mål for kabinekuffert og findes i én størrelse på 38 liter. Som med al håndbagage er det dog altid værd at tjekke de præcise mål hos dit eget flyselskab før afgang.
Prismatch
Hurtig levering
Udvidet returret
e-mærket