Ikke medlem? Tilmelding
Indtast din e-mail og vi sender dig en engangskode, som du kan bruge til at logge ind med. Når du er logget ind kan du ændre dit password.
Bemærk: Engangskoden er kun gældende i 15 min.
Indtast den modtaget engangskode. Når du er logget ind kan du ændre din adgangskode.
◂ ALLE BLOGINDLÆG
Udgivet d. 13. april 2026
Danmark er et af verdens bedste cykellande - og det er ikke bare en påstand. Med over 12.000 kilometer afmærkede cykelruter, fladt til moderat terræn og en infrastruktur, der tager cyklisten seriøst, er Danmark et sted, som du nemt kan udforske på to hjul.
Men hvad gør egentlig Danmark så oplagt til cykelferie? Det handler om variationen. På en enkelt dag kan du cykle langs åbne kyststrækninger, gennem skove og små landsbyer og slutte dagen i en gammel købstad ved havnen. Danmark er kompakt nok til, at du kan nå meget - men rigt nok på natur og kulturhistorie til, at oplevelserne aldrig bliver ens.
Samtidig er de lange danske cykelruter blevet et populært valg blandt dem, der søger en mere enkel og naturnær måde at rejse på. Her har bikepacking vundet frem som en favorit, fordi den kombinerer let oppakning, frihed og oplevelsen af at overnatte tæt på naturen undervejs. Det giver mulighed for at tage turen i sit eget tempo og nyde rejsen lige så meget som destinationen. Er du ny inden for bikepacking, kan du også læse vores guide til, hvordan du kommer godt i gang med det her.
Drømmer du om at opleve Danmark fra cykelsadlen, finder du i denne guide vores bud på fem af de mest ikoniske og naturskønne cykelruter i Danmark - fra Mols Bjerge og Hærvejen til Bornholm, Fyn og Vestkysten.
Mols Bjerge Nationalpark er et af de mest særprægede naturområder i Danmark. Her mødes istidslandskabet med det åbne hav, og bakker, dale, søer og skove skaber et næsten dramatisk panorama - i hvert fald efter danske forhold. Ørnbjergruten på 34 kilometer fører dig gennem noget af Danmarks mest varierede natur og undervejs passerer du historiske landsbyer, en gammel vandmølle og Djurslands største sø, Stubbe Sø.
Turen begynder ved Maltfabrikken i Ebeltoft, som er byens kulturelle omdrejningspunkt. Herfra ruller du ud i et kuperet landskab mod Stubbe Sø, et dødishul fra istiden med klart vand og rigt dyreliv - hold øjnene mod himlen, for havørn og fiskeørn er ikke ualmindelige gæster. Videre fører ruten til Ørnbjerg Mølle fra 1552 og landsbyen Kejlstrup, der stadig er bygget op om sin middelalderlige landsbykerne. Turen afsluttes ved Femmøller Strand med det restaurerede Molskroen og de charmerende Fischerhuse som smukt punktum.
Ruten byder på lidt udfordringer og passer godt til cyklister med gode ben. Det bakkede terræn gør den mindre egnet til de mindste børn, men til gengæld ideel for dem, der gerne vil kombinere natur, motion og kulturhistorie på en dagstur fra Ebeltoft.
Hærvejen er ikke blot en cykelrute - den er en historisk pulsåre, der har forbundet Skandinavien og det europæiske kontinent i årtusinder. Vikinger, handelsfolk og pilgrimme har alle sat deres spor her. I dag er ruten også tilpasset til cyklister og er et af de mest eftertragtede langdistanceruter i hele Norden. Ruten følger vandskellet i den centrale del af Jylland og holder sig derved fri af de store ådale.
Det giver en karakteristisk åbenhed med udsigt over hede, åbne landskaber, plantager og enge - særligt stemningsfuldt om sensommeren, når den lilla lyng blomstrer mod den jyske himmel. Undervejs passerer du Viborg Domkirke, Kompedal Plantage og urgamle hulveje og vejsten, der vidner om årtusinders færdsel. Det er svært ikke at mærke historiens tyngde, når man cykler i de samme spor som vikingerne og middelalderens handelsmænd. Har du mod på det, kan du fortsætte hele vejen til Spanien, da den er forbundet med den famøse Camino.
Hærvejen er ideel til cyklister, der ønsker en flerdages oplevelse med overnatning undervejs. Ruten er velegnet til landevejscykel eller hybridcykel og er godt skiltet gennem hele forløbet. Der er god infrastruktur med overnatningssteder, madsteder og information undervejs.
Bornholm er i en klasse for sig. Klippekysten, de hvide sandstrande, røgerierne i Gudhjem, rundkirkerne og det milde klima gør øen til en naturlig cykeldestination. Bornholm Rundt slår en ring om øen og tager dig forbi det bedste, Bornholm har at byde på. Ruten starter typisk i Rønne og fortsætter mod nord langs klippekysten til Hammershus - Danmarks største middelalderborg og et af Nordeuropas mest imponerende befæstningsanlæg beliggende direkte på klipperne.
Videre mod øst passerer du de stemningsfulde fiskerlejer Sandvig og Allinge, før ruten fører dig til Gudhjem med sine karakteristiske røgerier og det hyggelige gamle havnemiljø. Herefter går turen videre til Svaneke, hvor smalle gader, bindingsværkshuse og det ikoniske bryggeri skaber en helt særlig stemning. Langs sydkysten venter de brede sandstrande ved Dueodde, inden ruten afslutningsvis leder dig tilbage mod Rønne gennem Almindingen - Bornholms store og fredfyldte skov.
Ruten er velegnet til stort set alle. Den kan klares på to til tre dage og byder på gode overnatningsmuligheder og madsteder hele vejen rundt. Bornholm er vant til cyklister, har en velfungerende infrastruktur og hele ruten er afmærket. Et par bakker ved klippekysten mod nord kræver lidt kondition, men intet, der afholder en gennemsnitlig cyklist.
Herregårdsruten er en af Danmarks mest varierede cykelruter og kombinerer kulturhistorie, naturoplevelser og øliv på tværs af Fyn og de sydfynske øer. Herregårdsruten er Fyns store signaturrute, og den fører dig hele Fyn rundt inklusiv Ærø og Langeland. Med 660 kilometer og 14 veldefinerede etaper er det en rute, der både kan nydes på dagsture eller samlet som en større cykelferie.Undervejs passerer du en stor håndfuld af de 123 slotte og herregårde, som Fyn og øerne er verdenskendt for - den højeste koncentration af herregårde i Danmark.
Ruten bugter sig gennem det fynske landskab ad primært asfalterede veje og fører dig forbi både storslåede gods, stille kyststrækninger, idylliske købstæder og frugtplantager i blomst. På etaperne omkring Svendborg krydser du Svendborgsundbroen med udsigt over Det Sydfynske Øhav og videre til Tåsinge og Langeland. På Ærø cykler du gennem åbne vidder og langs kysten til Ærøskøbing, en af Danmarks bedst bevarede købstæder med brosten, bindingsværk og en stemning, der ikke har ændret sig meget de seneste 200 år. Ruten er skiltet med over 1.600 skiltepunkter, så du kan finde vej uden kort eller app.
Herregårdsruten er velegnet til både erfarne cykelturister og familier med lidt rutine. Etaperne på 40-65 km er overskuelige for de fleste, og det forholdsvis flade terræn betyder, at man ikke behøver racercykel eller ben af stål. Ruten kan tilpasses fuldstændigt til eget tempo og interesser - det er oplagt at plukke en enkelt etape ud og køre den som dagstur.
Vestkystruten er en af de mest episke cykelruter i hele Danmark. Den forløber langs den jyske vestkyst fra Rudbøl i syd til Skagen i nord - i alt omkring 560 kilometer med Vesterhavet som konstant ledsager. Det er en rute for dem, der elsker åbne horisonter, vind i ansigtet og fornemmelsen af, at der ikke er andet end hav og himmel så langt øjet rækker. Vestkysten er rå og barsk, hvor vinden konstant former landskabet, og hvor Vesterhavet viser sine kræfter året rundt.
Men netop det er en del af charmen. Du cykler gennem de store klitsystemer ved Blåvand, Vejers og Nymindegab, forbi Blåvand Fyr - Danmarks vestligste punkt - og videre op langs de sanddynede plantager, der i 1800-tallet blev plantet for at stoppe sandflugten. Undervejs passerer du Nørre Nebel, Hvide Sande - med sin trafikerede havnekanal mellem fjord og hav - og Thyborøn. Længere mod nord venter Thy Nationalpark, Danmarks første nationalpark, med sine enestående klitter og fugleliv. Ruten slutter ved Skagen, hvor Grenen peger ud mod det punkt, hvor Skagerrak og Kattegat mødes.
Ruten er teknisk set nem - terrænet er fladt og vejen god - men vinden kan gøre det til en udfordring og de lange strækninger mellem byer kræver en vis selvforsyning. Ruten er bedst egnet til cyklister, der sætter pris på naturoplevelse og lange, rolige stræk frem for hyppige stop ved caféer og seværdigheder. Planlæg gerne en uge, hvis du vil nyde det hele i roligt tempo.
Danmark er et oplagt land at opleve på cykel. Her er korte afstande, varieret natur og masser af små steder, man ellers nemt ville køre forbi. Uanset om turen går langs Vestkysten, gennem Mols Bjerge, rundt på Bornholm eller mellem slotte og herregårde på Fyn, giver cyklen mulighed for at opleve landet i et roligere tempo.
De mange danske cykelruter gør det nemt at kombinere motion, naturoplevelser og ferie. Du bestemmer selv tempoet, længden på etaperne og om turen skal vare en enkelt dag eller flere uger med oppakning og overnatning undervejs.
Inden du tager afsted, kan det betale sig at have styr på udstyret. Hos Friluftslageret finder du alt det grej, du har brug for til cykelturen - både til dig, der søger komfort på dagsturen, og dig, der planlægger længere cykelferier med telt og oppakning. I vores fysiske butikker og online finder du blandt andet cykeltasker, rygsække, outdoorbeklædning, telte, soveposer og praktisk udstyr til turen.
Ortlieb
Se alle vores cykeltasker
Udgivet d. 29. maj 2026
De fleste foretrækker at cykle i Danmark fra maj til september, hvor vejret er mildest og dagene længst. Sensommeren - særligt august og september - er populær på Hærvejen, når den lilla lyng blomstrer over de jyske heder. Vestkystruten kan være udfordrende i blæsevejr, så det kan betale sig at tjekke vejrudsigten og pakke vindtæt tøj uanset årstid.
Danmark har mange fantastiske cykelruter, men nogle af vores favoritter, som også er yderst populære og naturskønne er Vestkystruten langs den jyske vestkyst, Hærvejen gennem det centrale Jylland, Bornholm Rundt, Herregårdsruten på Fyn og øerne samt Ørnbjergruten gennem Mols Bjerge Nationalpark. Ruterne varierer i længde og sværhedsgrad, så der er noget for enhver cyklist - uanset om du er ude efter en dagstur eller en uges cykelferie.
Udover en velindstillet cykel og hjelm er det en god idé at medbringe cykeltasker til oppakning, vejrbestandig beklædning, en sovepose og telt hvis du planlægger at overnatte i det fri, samt en powerbank til navigation. Til længere cykelferier som Vestkystruten eller Hærvejen anbefales det at have styr på overnatning og ruter på forhånd.
Ja - DSB tillader cykler i udvalgte tog og på udvalgte strækninger mod et cykelgebyr. Det er praktisk, hvis du vil cykle én vej og tage toget hjem, eller hvis du vil starte midt på en rute. Tjek DSB's regler inden afrejse, da pladserne til cykler kan være begrænsede.
Ja - Danmark har et af verdens bedste cykelrutenetværk med over 12.000 kilometer afmærkede ruter. De nationale cykelruter er skiltet med tydelige numre, og ruter som Herregårdsruten har over en masse skiltepunkter, så du kan finde vej uden kort eller app. Hærvejen er en af de bedst udrustede langdistanceruter i Danmark med herberger, shelters og madsteder langs hele ruten.
Til de fleste danske cykelruter klarer en almindelig trekking- eller hybridcykel sig fint. Hærvejen og Ørnbjergruten har enkelte gruspartier, hvor en bredere dæk giver mere komfort. En elcykel er et godt valg, hvis du vil nyde turene uden at bekymre dig for meget om de bakkede afsnit.
Bikepacking er en måde at rejse på cykel med let og minimalistisk oppakning - typisk i tasker monteret direkte på cyklen frem for i en tung rygsæk. Det giver en større frihed og mulighed for at overnatte tæt på naturen undervejs. Danmark er et oplagt land for bikepacking takket være de mange afmærkede ruter, primitive shelterområder og varierede natur. Er du ny inden for bikepacking, har vi lavet en komplet guide til bikepacking, hvor du kan læse alt om udstyr, planlægning og de bedste ruter til begyndere.
Det afhænger af, hvilken del du vælger. Den populære strækning fra Padborg til Viborg på ca. 170 km kan klares på 3-4 dage ved et roligt tempo med overnatning undervejs. Vælger du hele ruten fra Padborg til Viborg og videre, bør du sætte 8-12 dage af.
Herregårdsruten på Fyn er et godt valg til familier med lidt rutine, da terrænet er forholdsvis fladt og etaperne overskuelige på 29-65 kilometer. Bornholm Rundt er også familievenlig og byder på gode overnatningsmuligheder og madsteder hele vejen rundt. Til de mindste børn anbefales flade strækninger frem for Ørnbjergruten og Vestkystruten, som kræver lidt mere kondition.
Ja - Hærvejen er forbundet med den berømte Camino, så du teknisk set kan cykle hele vejen fra Danmark til Spanien. Mange vælger at starte i Padborg og følge ruten sydpå, indtil den slutter sig til de europæiske pilgrimsruter. Vil du vide mere om at cykle eller vandre Caminoen, kan du læse vores komplette guide til Caminoen, hvor vi gennemgår ruter, forberedelser og praktiske tips.
Prisen varierer afhængigt af afgangssted, sæson og om du booker i god tid. Fra Køge med Bornholmslinjen er cyklen typisk inkluderet i billetten eller kan tilkøbes til en lav pris. Book i god tid om sommeren, da færgerne hurtigt bliver fulde.
Ja, de fleste større byer langs ruterne har cykeludlejning. På Bornholm er udbuddet særligt godt med mulighed for at leje både almindelige cykler og elcykler flere steder på øen. På Ærø og Langeland kan du også finde udlejning i havnebyerne.
Hærvejen er en af Danmarks ældste og mest historiske ruter, der strækker sig langs vandskellet i den centrale del af Jylland. Den samlede rute er cirka 450 kilometer fra Padborg i syd til Viborg i nord, men det populære afsnit mellem Padborg og Viborg er cirka 170 kilometer. Ruten er velegnet til landevejscykel eller hybridcykel og er skiltet som national cykelrute 3.
Bornholm Rundt er cirka 105 kilometer og kan sagtens klares på to til tre dage. Ruten starter typisk ved Rønne Havn og fører dig forbi Hammershus, Gudhjem, Svaneke, Dueodde Strand og Almindingen. Terrænet er let til moderat med enkelte bakker ved klippekysten mod nord.
Komoot og Bikemap er populære valg blandt danske cykelturister. Begge apps giver mulighed for at downloade ruter til offline brug, hvilket er praktisk i områder med dårlig dækning. Ruter.dk er desuden et godt dansk alternativ med fokus på de nationale cykelruter.
Medbring altid lappegrej, en reserveslange og en håndpumpe - det er den vigtigste forsikring på en cykelferie. Langs de store nationale ruter er der relativt korte afstande til nærmeste by eller cykelhandler, men på de mere afsides strækninger er du afhængig af dit eget udstyr.
På langt de fleste cykelruter finder du offentlige faciliteter i byerne og ved større naturattraktioner. På de mere landlige strækninger kan der være længere mellem faciliteterne, så det er en god idé at fylde vandflasken op, når lejligheden byder sig.
Danmark har 12 nationale cykelruter, der er markeret med blå skilte med røde afmærkninger og løber på tværs af landet. De regionale og lokale ruter er kortere, typisk fokuserede på et bestemt område og markeret med grønne afmærkninger. Nationale ruter som Hærvejen og Vestkystruten er generelt bedre udstyret med faciliteter og information end de lokale ruter.
Prismatch
Hurtig levering
Udvidet returret
e-mærket